Betinas blog

22
Jan

Sætter du dig på den stol, du har valgt?

Skrevet af Betina Inauen
Betina Inauen
Coach og trivselsspecialist.
Brugeren er i øjeblikket Offline
i Trivsel

At sætte sig mellem to stole er et udtryk de fleste af os kender betydningen af, men er vi også bevidst om de langsigtede konsekvenser af ikke at vælge og ikke at handle?

Et eksempel fra den virkelige verden er min mor. Min mor har haft problemer med hofterne i en del år efterhånden. Nogle dage går det bedre end andre, men hun er indskrænket i sin bevægelighed og kan ikke overkomme det samme som tidligere. Hun er irriteret over sin situation, og bruger meget energi på at finde en løsning på sin situation. Hun kender flere der er blevet opereret i hoften og med mere eller mindre godt resultat. Hun har derfor tænkt grundigt over fordele, ulemper og risici ved en operation, og er kommet til den konklusion, at så længe det ikke er værre end det er, så er risikoen for stor ved en operation.

Så langt så godt. Hun har tænkt sig godt om, taget stilling til sin situation og truffet en beslutning.

Min mors to stole var i dette tilfælde:

  1. Operation nu 
  2. Ikke operation nu (acceptere generne som de er pt.) 

Min mor valgte som bekendt stolen "Ikke operation nu".

Livet går videre, og ligesom før sin beslutning har hun ondt i hofterne og føler sig usikker på benene. Hun kan ikke overkomme alt det hun gerne vil, og hun er nødt til at planlægge, således at hun fx går tur en dag, og gør rent en anden. Flere ting på samme dag bliver for meget for hende, og så får hun smerter. Hun irriteres dagligt over sin situation. Hun vender jævnligt sin frustration med sig selv og andre. Trods hendes beslutning om at leve med generne indtil det bliver rigtig slemt, er hun lige så frustreret, utilfreds og irriteret over sin situation som før beslutningen blev taget.

Min mor havde valgt en stol, men hun har tydeligvis ikke sat sig på den…

Når vi træffer en beslutning, er det vigtigt den er tydelig og målbar, således at vi i respekt for os selv og/eller andre kan overholde beslutningen. 

Min mor kunne fx have defineret for sig selv, hvornår generne var voldsomme nok til en operation, eller hun kunne sætte en tidsfrist på, hvornår hun ville tage en operation op til overvejelse igen. Det kunne fx formuleres således: 

  1. Når jeg bliver nødt til at tage smertestillende medicin dagligt, vil jeg genoverveje en operation/vil jeg tage imod en operation. 
  2. Når jeg ikke kan går på første sal mere, så vil jeg opereres.
  3. Med mindre min situation pludseligt bliver voldsomt forværret, vil jeg udsætte beslutningen om operation til sommeren 2014.

Det er også vigtigt, at vi står ved vores beslutning. Anerkender os selv for den tid og refleksion vi har brugt på at komme frem til en beslutning, ved at holde fokus på den.

Min mor har af flere grunde valgt at leve med sin situation. Alligevel brokker hun sig og irriteres over den. Det er vigtigt, at hun husker sig selv på det valg hun har truffet, og på hvorfor hun traf det. Der var jo nogle for hende vægtige grunde til, at valget blev som det blev.

Hver gang vi træffer et valg, er der noget vi vælger til og noget vi vælger fra. Der vil også altid være usikkerhedsmomenter eller ubekendte i vores valg. Vi ved fx ikke hvordan operationen vil forløbe, eller hvordan udfaldet og udbyttet vil være.

Men vi skal huske på, at ikke at vælge også er et valg, og det kan få lige så store konsekvenser som alle andre valg, vi gør i livet. Derfor vil jeg altid opfordre til, at vi tager aktive og bevidste valg. Vågne valg, om jeg så må sige. Min mors vågne valg kunne være:

Jeg vælger, at leve så optimalt som muligt med mine nuværende smerter, og jeg vil først overveje operation, når jeg er afhængig af smertestillende medicin for at kunne få min dagligdag til at fungere. 

For at lykkes med sit ønske om at leve så optimalt som muligt, skal hendes fokus være på al det gode ved hendes nuværende situation og ved ikke at have valgt operation. På alt det der virker i hendes liv og på alt det hun trods alt kan. 

At holde et sådan fokus kræver beslutning, vedhold og energi, men det kræver endnu mere energi at mistrives eller være i tvivl. 

Ved at holde fokus får du en kontruktiv retning i dit liv. Du bliver herre i eget hus, og samtidig viser du både dig selv og andre, at du tager dig selv og din beslutning alvorligt. 

Og tro mig, lige netop det er en FANTASTISK gave at give sig selv!

Bedøm dette blogindlæg
Trackback webadresse for dette blogindlæg

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer. Vær den første til at indsende en kommenter

Skriv en kommentar

Gæst
Gæst Torsdag, 29 juni 2017